Sange lige fra hjertet i Kig Ind

skrevet den 23. april 2017

Reg Downey (tv) og Andreas Flensted gæster Kig Ind 3. maj til en fortryllende koncert.

Reg Downey (tv) og Andreas Flensted gæster Kig Ind 3. maj til en fortryllende koncert.

Når Kig Ind 3. maj slår dørene op for publikum, er der lagt op til en magisk aften i selskab med to fantastisk dygtige musikere. Reg Downey, en sanger med en stor stemme og Andreas Flensted som både er sanger og virkelig talentfuld pianist, vil berige de tilstedeværende med både store, kendte ballader og egne sange. For begge musikere er desuden også sangskrivere.

Reg, som er canadier, og Andreas mødte hinanden i Græsted i 1998 hvor Reg havde egen frisørsalon. Andreas kom egentlig bare for at blive klippet, men de to fandt hurtigt ud af at de havde en fælles passion. Musikken fyldte meget for dem begge. Reg har sunget igennem hele sin opvækst og Andreas, som har en Master i musikvidenskab, både synger og spiller musik. De to prøvede at spille lidt sammen, og det viste sig at være en stor succes. Duoen spillede sammen i 2 år, hvorefter Reg rejste tilbage til Canada i 14 år. Men for et par år tilbage kom Reg til Danmark igen, og de to genoptog kontakten og den gode musik.

Reg og Andreas rejser rigtig meget sammen og giver koncerter rundt omkring i verden. De har blandt andet været i Canada, Sverige, Tyskland, Norge og Færøerne sammen.

Koncerten i Kig Ind hedder “Songs from the Heart”, og er en god blanding af store, kendte ballader, gospel og egne numre. For de to musikere er det vigtigt at udsende et budskab om håb, blandet med lidt sjov og pjatteri fra scenekanten ud til publikum.

Der er ingen tvivl om at dette bliver en helt fantastisk aften, fyldt med god musik og magisk stemning.

Kom og oplev dette skønne arrangement i Græsted. Du møder blot op i Kig Ind på Holtvej 67. Billetterne koster kun 60 kr og købes i indgangen ved ankomst. Koncerten starter kl. 19.00 og varer til ca. 21.00.

 

Se alle nyheder & informationer